Jeg har et billede i mit hoved. Et billede, der viser mig selv siddende på kanten af en seng, hvor jeg spiller guitar for min kæreste – faktisk spiller jeg på to guitarer på skift: en Ovation Balladeer og en Kasuga HC-2000.
Året er 1977, og jeg skulle vælge mellem de to guitarer. Tiden var nemlig kommet til en ny guitar, og jeg havde gennem længere tid (næsten dagligt) besøgt Bjørnholt Musik på Lundsgade i Silkeborg for at kigge på de forskellige mærker.
Den dag i dag tænker jeg stadig på den tålmodighed, Jacob og Ruth Bjørnholt havde, når vi dagligt besøgte butikken. Altid tid til en snak over disken og kaffe hos Ruth i privaten. Enestående!
Ovation var det absolut hotteste, man overhovedet kunne forestille sig i 1977, og jeg havde næsten besluttet mig, da der en dag stod en Kasuga HC-2000 i butikken. Aldrig havde jeg set en smukkere guitar. Godt nok havde den en lille revne i dækket, men den lød fantastisk og var smuk.
Kunne den måle sig med Ovation?
Men Kasuga? Hvad var nu det? Kunne den måle sig med mægtige Ovation?
HC-2000 var Kasugas absolutte topmodel med bund og sider i Rio-palisander og masser af perlemor.
Jeg fik lov til at låne dem begge med hjem til afprøvning, og det er så her, billedet kommer.
Jeg sidder på kanten af min seng og spiller for Susanne. Jeg har ofte tænkt på, hvad jeg spillede. Helt sikkert noget Ralph McTell (Streets of London), men måske også noget John Denver (garanteret Annie’s Song) og Paul Simon (April Come She Will).
Nå – jeg ville gerne have en guitar med en MEGA stor bas. Den skulle lyde som Ralph McTells gamle Gibson J-50. Og det var lige nøjagtig der, på sengekanten, jeg faldt for Kasuga HC-2000.
Den valgte mig
Et magisk øjeblik, hvor alt faldt på plads. Den havde det simpelthen! Ovation-guitaren var vand ved siden af, og min beslutning var taget. Man kan vel sige, at jeg ikke valgte Kasugaen. Den valgte mig! Det var en stor og berusende oplevelse. Den Kasuga HC-2000 blev min trofaste makker de næste 10 år, og vi oplevede en forfærdelig masse gode ting sammen.
Jeg åbnede min guitarforretning i 1982. Det var ikke nemt. Man plejer at sige, at pengene var små. I mit tilfælde var de der slet ikke, og jeg måtte skille mig af med min Kasuga. Det skete i 1987. En hård dag, men jeg havde brug for pengene. Om jeg fortrød? Hver eneste dag siden har jeg fortrudt, at jeg solgte min fantastiske Kasuga, og jeg har i de sidste 10 år aktivt forsøgt at finde den for at købe den tilbage. Desværre uden held.
Jeg er selvfølgelig uendelig glad for den guitar, jeg har nu (Martin M38), men min Kasuga … ja … dejlig guitar med masser af god historie i sig og oplevelser af fineste karat.
Et opkald fra Odense
For en måned siden blev jeg ringet op af Jørgen. Jørgen bor i Odense. Han ringede til mig, da han havde hørt, jeg var interesseret i guitarer af mærket Kasuga. ”Absolut”, sagde jeg og tænkte, at han måske havde en HC-150 eller en HC-300, som var mindre modeller i Kasuga-serien. Dem støder jeg ind imellem på.
”Jo”, sagde Jørgen, ”jeg har nemlig en HC-2000 stående”. Mit hjerte hoppede lige en ekstra gang. Kunne det være min guitar? Jeg spurgte interesseret ind til Jørgens guitar og fortalte ham min historie, og hvor interesseret jeg var i at købe min gamle guitar tilbage. Nu vidste jeg jo, at min Kasuga havde en revne i dækket, og jeg spurgte Jørgen, om hans HC-2000 havde en revne i dækket. Jørgen havde den ikke lige ved hånden, men skulle ovenpå for at hente den, så han lagde telefonen, og jeg sad og ventede på, at han skulle komme tilbage. Uha uha …
”Nu sidder jeg med den”, sagde Jørgen, da han endelig kom tilbage. ”Jo – den har en lille revne på dækket”. Jeg kunne næsten ikke få vejret, da jeg spurgte ind til revnen. Hvor nøjagtigt sad den? Hvor lang var den? Jørgen svarede beredvilligt.
Det var min guitar! Ingen tvivl om det. Vi snakkede frem og tilbage om en mulig handel, og Jørgen var interesseret i at sælge. Søndag aften tog jeg så en tur til Odense og besøgte Jørgen.
Vi gik ovenpå og ind i hans musikrum, og der stod den så: Min Kasuga HC-2000. Et stort øjeblik.
Men hov … var det nu også min guitar?
Jeg blev usikker, for der var noget ved den. Vi handlede, og jeg drog tilbage til Djursland, hvor jeg bor. Allerede på vejen hjem vidste jeg godt, at det ikke var min guitar. Det var noget med fornemmelsen. Da jeg dagen efter fik den på bordet i Akustikken og tjekkede reparationen af revnen i dækket, fik jeg vished. Det var ikke den rigtige. Så jeg er stadig på jagt.
Selvom det ikke er min guitar, er denne Kasuga HC-2000 dog en aldeles fremragende guitar, og jeg vil vove den påstand, at den er lige så god som den Martin, den er en kopi af: Martin D-45.
/ Ole
Har du en Kasuga HC-2000 med en lille revne i dækket? Så vil Ole meget gerne høre fra dig. Se også vores Kasuga-guitarer.