Martins serier 2026: overblik over Martin-guitarerne

Vi har været dansk distributør for C.F. Martin & Co. siden 1984 og har et af Europas største udvalg af Martin-guitarer. Et af de spørgsmål, vi oftest får, er: Hvad er forskellen på Martins serier? Her er overblikket over Martins program, som det ser ud i 2026 – fra de robuste rejseguitarer til de håndbyggede modeller fra Nazareth, Pennsylvania.

Kort fortalt

Serie Konstruktion Til dig, der …
Little Martin (LX) Lille krop, HPL vil have en guitar med overalt
X Series HPL-bund og sider, X1 med HPL-dæk, X2 med massivt dæk vil have en robust Martin med pickup til en god pris
Junior Mindre krop, kort mensur, pickup vil have en lille guitar, der lyder stort
Road Series Sapele, valnød eller koa, pickup i alle modeller spiller meget, også på scenen
15-serien Mahogni hele vejen rundt, Nazareth vil ind i Nazareth-guitarerne
16-serien Nazareth, LR Baggs-pickup, mange farver vil have en Nazareth-guitar klar til scenen
Standard Series De klassiske modeller, Nazareth vil have de klassiske Martin-modeller
Modern Deluxe Standard-modeller med moderne detaljer vil have klassisk lyd og moderne spillefølelse
Authentic Genskabelser af pre-war-modeller vil have det tætteste på en original fra 1930'erne
Custom Shop Bygget efter dine ønsker vil have præcis din guitar

Little Martin

Den lille LX-serie er Martins rejseguitar: lille krop, robust og nem at have med på tur, i sommerhuset eller på skolen. Se for eksempel LX1E.

X Series

X Series er første skridt ind i Martins egne guitarer, og den eneste serie, der ikke er bygget af tonetræ hele vejen igennem. Bund og sider er af højtrykslaminat (HPL), et materiale der tåler skift i temperatur og luftfugtighed langt bedre end træ. Det gør X-guitarerne til nogle af de mest robuste i Martins katalog.

  • X1 har dæk i HPL, X2 har massivt dæk.
  • Halsen er slank og fasset, så den er let at spille på.
  • De fleste modeller har Martin E1-pickup med indbygget tuner.
  • Kropsformer: blandt andet D, 000 og GPC.

Junior Series

Junior-modellerne har en mindre krop og en mensur på 24,9", så de er lette at have med og at spille på, uden at lyden bliver tynd. Alle har massivt dæk og pickup og leveres med softcase. De bliver spillet af voksne lige så meget som af unge.

Road Series

Road Series er Martins guitarer til dig, der spiller meget, også på scenen. Serien blev fornyet i januar 2026. Alle modeller har massivt dæk, scalloped X-bracing og pickup.

  • To spor: Retro med de klassiske D- og 000-kroppe, og Modern med cutaway-modellerne DC, OMC, GPC og SC.
  • Style 10: bund og sider i massiv sapele, satin-finish. Fx D-10E Retro Sapele.
  • Style 12: massiv sapele med højglans.
  • Style 13: bund og sider i fine veneer af valnød eller koa, højglans. Fx SC-13E Koa.
  • Retro Plus: torreficeret dæk, bund og sider i mahogni eller granadillo og LR Baggs-pickup.
  • 000-13E Eric Clapton: den nyeste model i serien og den første Clapton-signaturmodel i Road Series.

Hvad er fine veneer? Når Martin skriver "fine veneer", er det ikke billigt lagdelt træ med fyld i midten. Alle lag er tonetræ hele vejen igennem. Derfor lyder de rigtig godt: fuldt, varmt og med masser af liv, som man forventer af en Martin. Oveni får du en flot overflade af fx koa eller valnød, en guitar, der er stabil i det danske klima, og en pris, der er til at have med at gøre.

15-serien

15-serien er første skridt ind i Nazareth-produktionen. Bund, sider og dæk er i mahogni, og det giver en varm, tør tone med fokus i mellemtonen. Halsbredde 1 11/16", satin-finish. Se fx 000-15M og 00-15M.

16-serien – ny i 2026

16-serien kom tilbage i september 2026 i en helt ny udgave. Modellerne bygges i Nazareth med højglans-grandæk, bund og sider i mahogni eller ostindisk palisander med satin-finish og LR Baggs Element-pickup. Serien findes i farverne Natural, Black Smoke, 1935 Burst, Blue Denim, Cream og Cherry Cola. Modeller: 00L-16E, DSS-16E, J-16E, GPC-16E og Grand J-16E 12-strenget.

Standard Series

Standard Series er kernen i Martins program og rummer de modeller, som de fleste forbinder med Martin: D-18, D-28, HD-28, D-35, D-45, 000-18, 000-28, OM-28, 00-18 og flere. Alle bygges i Nazareth med Golden Era-bracing, Modified Low Oval-hals, gribebræt og stol i ibenholt og den klassiske svalehalesamling mellem hals og krop. Hardcase er inkluderet.

  • Nyt i 2026: Super D-18 og Super HD-28.
  • D-17 og 000-17 i mahogni er også en del af Standard Series.

Standard Series-guitarerne har fulgt sangskrivere gennem generationer, fra Bob Dylan og Neil Young til Paul Simon og John Mayer.

Inception

Inception er Martins nyeste bud på en moderne konstruktion: europæisk grandæk, bund og sider i flammet ahorn, skeletoniseret bracing og LR Baggs Anthem-pickup. Fx GPCE Inception Maple.

Modern Deluxe

Modern Deluxe tager klassiske Standard-modeller og bygger dem med moderne materialer og detaljer:

  • Dæk med VTS (Vintage Tone System), der giver træet karakteren af en spillet ældre guitar, og Golden Era scalloped bracing i Adirondack-gran.
  • Asymmetrisk Vintage Deluxe-halsprofil og to-vejs halsstang i titanium.
  • Guldbånd, Liquidmetal-stolestifter og Waverly-mekanik med åbne tandhjul.
  • Stolplade i kulfiber og limning med naturlig proteinlim.

Se fx D-28 Modern Deluxe, D-18 Modern Deluxe, 000-28 Modern Deluxe og OM-28 Modern Deluxe.

Authentic

Authentic-serien genskaber Martins legendariske pre-war-modeller fra 1920'erne og 1930'erne. Guitarerne bygges med hudlim, håndformet bracing og VTS-behandlet træ, og nogle modeller har ældet finish og hardware. Fx D-28 Authentic 1937 og D-18 Authentic Aged. Der kommer typisk et par nye Authentic-modeller om året.

Signaturmodeller, Special Editions og Custom Shop Editions

Martin samler de særlige modeller i tre grupper:

  • Signature Artist Editions: udviklet sammen med kunstnere, fx Eric Claptons 000-28EC.
  • Special Editions: modeller i begrænset oplag, ofte til en milepæl eller et jubilæum.
  • Custom Shop Editions: færdige modeller fra Martins Custom Shop, fx Project 91 – 91 guitarer, der hver er knyttet til serienummeret på en original pre-war D-45.

Martin Custom Shop hos Akustikken

Vil du have en guitar, der er bygget efter dine ønsker, kan vi hjælpe. Vi er Martin Custom Shop Expert, en af kun 36 i verden og den eneste i Norden. Læs om Martin Custom Shop.

Find din Martin

Se alle Martin-guitarer, eller læs om kropsstørrelserne D, 000, OM og GP. Det bedste er at prøve dem. Vi har et af Europas største udvalg af Martin i Aarhus og København, og vi fører hele Martins program. Vi kan ikke have alle modeller på lager hver dag, men det, vi ikke har på hylden, kan vi skaffe. Skriv til os, hvis du leder efter en bestemt model.